Leder til planlægning og logistik – Rødkærsbro Mejeri

Da vores nuværende leder har fået andre spændene udfordringer internt i Arla Foods, søger vi nu efter en ny leder, der har lyst til at stå i spidsen for et otte mands stort team, og spille en aktiv rolle i løbende at forbedre vores processer i vores planlægning- og logistikafdeling. Vi er en moderne fabrik med ca. 250 medarbejdere, der producerer mozzarella. På logistikområdet har vi et tæt samarbejde med vores fabrik i Branderup, hvor vi tilsammen producerer over 100.000 ton pr. år og er Europas største producent. Det stiller store krav til planlægning og systematisk samarbejde på tværs af logistikkæden.

Du sikrer et godt og effektivt flow med høj leveringsevne
Med reference til Logistik og planlægningschefen bliver du ansvarlig for fabrikkens planlægnings- og logistikfunktion herunder ordrebehandling, indkøb og produktionsplanlægning. Ved hjælp af planlægningsværktøjer og i tæt samarbejde med produktionen, pakkeriet og Arlas centrale planlægningsafdeling sikrer du igennem dit team, at kunderne får deres varer til tiden. På baggrund af forecasts og andre relevante data skaber du overblik over planlægningsprocessen. Målet er at skabe et standardiseret og sikkert logistik- og planlægningsområde baseret på høj trivsel blandt medarbejderne og gennem struktureret arbejde med processerne som lbn. tilpasses kundernes differentierede behov. Dine resultater vil kunne måles direkte på mejeriets bundlinje og der venter dig en spændende udfordring med at forbedre vores processer og produktionsflow, så vi kan blive endnu mere effektive og konkurrencedygtige på logistikområdet.

En anden vigtig opgave bliver naturligvis at lede og motivere dine 8 medarbejdere i teamet, som består af planlæggere og logistik koordinatorer. Du skal skabe et miljø, der sikrer, at vi er i stand til at fastholde vores meget høje serviceniveau over for kunderne. Det kræver at din afdeling planlægger på højt niveau for at få puslespillet til at gå op i en højere enhed.

Leder med planlægnings- og logistikbaggrund
Vi forestiller os, at du har en videregående uddannelse, Cand. Merc SCM/Logistik, Produktionsingeniør eller lignende. Har du Lean erfaring er det en fordel, men ikke et krav. Da du får en stilling med mange forskellige kontaktflader, skal du have gode kommunikationsevner på dansk og engelsk. Med dit store overblik kan du overskue mange processer uden at miste følingen med detaljerne. Du er systematisk, analytisk og målrettet, og du er god til at følge op på igangsatte aktiviteter. Har du allerede i dag erfaring som leder er det yderligere et stort plus.

Ansøgning og kontakt
Ansøg venligt hurtigst muligt, da vi tager kandidater ind til samtale løbende. Har du spørgsmål til stillingen, så ring til Logistik og Planlægningschef Johan Biller på tlf. 87514270.

Ansøg venligst via dette LINK.

Denmark