Consumer Dialogue Assistant - Viby J

Har du lyst til at bygge bro mellem Danmarks største fødevarevirksomhed og alle typer forbrugere samt hjælpe begge parter med at komme tættere på hinanden?

Som en del af Arla Danmarks kommunikationsafdeling og Consumer Dialogue-team bliver du medansvarlig for at varetage dialogen med forbrugerne på alle platforme. Her kommer du ”behind the scenes” i virksomheden, når du skal svare på spørgsmål om fødevaresikkerhed og -kvalitet, reklamationer og meget mere.

Om jobbet
På en typisk dag håndterer du henvendelser og engagement på både e-mail, telefon, web og sociale medier (primært Facebook og Instagram). Om morgenen fordeler vi opgaverne og henvendelserne mellem os i teamet, og så går vi ellers i gang. Nogle forbrugere skal måske ringes op – andre skal bare have et like. Dine primære opgaver bliver:

  • at oprette og besvare reklamationer
  • at reagere på henvendelser på SoMe, telefon, mail m.m. om alt fra e-numre og opskrifter til dyrevelfærd
  • at gå i dialog med kolleger rundt omkring i Arla, fx mejerister og brandansvarlige, for at finde svar på forbrugernes mange spørgsmål.

Du får en bred intern kontaktflade og et grundigt indblik i Arlas forretning og bliver trænet i konflikthåndtering, så du er godt klædt på til at håndtere alle former for henvendelser. Og du får brug for din evne til at danne dig et overblik over komplekst stof, da du jævnligt skal sætte dig dybt ind i et emne, der optager forbrugerne.

Hvem er du?
Du er typen, der kan lide at gribe opgaverne struktureret an og arbejde dig frem fra A til Å. Derudover er du serviceminded og går til hver eneste dialog med indlevelse og forståelse, og du møder alle i øjenhøjde, når du tilpasser dit sprog og din tone til den enkelte forbruger og situation. Du er mentalt hårdfør og lader dig ikke slå ud.

  • Du er dygtig til at formulere dig, har forståelse for sprogets finere nuancer og taler og skriver et fejlfrit dansk.
  • Du færdes hjemmevant på sociale medier – uden nødvendigvis at være SoMe-specialist.
  • Du er med fordel uddannet inden for ernæring og sundhed eller har interesse for/viden på området, da 50 % af vores henvendelser vedrører fødevareingredienser, -kvalitet og -produktion o.lign.
  • Du har erfaring med kundeservice – dette er dog kun en fordel, ikke et krav.

Hvad tilbyder vi?
Du får et unikt indblik i Arla, når du kommer hele vejen rundt i forretningen på jagt efter de gode svar. Samtidig bliver du kilde til vigtig viden om forbrugerne, når du hver dag bliver klogere på, hvordan de tænker, og hvad der optager dem.

Vores positive og samarbejdsorienterede kultur vil få det bedste frem i dig. Og du bliver en del af en markedsleder som står bag nogle af danskernes foretrukne fødevarebrands.

Arbejdsstedet er hos Arla Danmark, Sønderhøj 46 i Viby J. Vi er fleksible med dine arbejdstider, og du har også mulighed for at arbejde hjemmefra.

Ansøgning og kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Consumer Dialogue Manager Rikke Halberg Mandsholm kl. 8.00-9.00 på tlf. +45 8938 1448. Ansøgningsfristen er den 31.10.2019, og vi afholder samtaler løbende.

Ansøg venligst via dette LINK

#LI-HF

Denmark